Karriere som døv professionel musiker, Ritas historie

28.May.2020

Rita er 56-årig musiker fra Bergen, som mistede sin hørelse i en ung alder. I dag arbejder hun som professionel musiker og turnerer over hele verden. Her deler hun sin historie:

Jeg flyttede til Oslo for at gå i gymnasiet for hørehæmmede i 1982, siden har jeg ikke forladt byen. Citat af forfatteren Knut Hamsund, “Det var i den tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania (Oslo), denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den.”.

Oslo blev mulighedernes by for mig og har sat dybe spor, med alle sine forunderlige mennesker, hørende og ikke-hørende; skøre og stærke, pulserende kulturliv, og med alle sine varierede bygninger og bydele nær fjord og skov. Det var meget at udforske i Oslo, byen hvor hørehæmmede og døve samler sig. Efter mange års udforskning, prøvelser en lang uddannelse og med hørelse som blev dårligere, endte jeg efter operationen som døv professionel musiker.

Har altid elsket musik

Jeg er født hørende. Som femårig fik jeg hjernebetændelse, der førte til at jeg blev døv på venstre side og stærkt tunghør på højre side.  Dette forblev stabilt frem til jeg var ca. 28 år, da blev jeg pludselig en dag svimmel, fik Tinnitus og blev udmattet, midt i musikstudierne.

Som barn havde jeg ingen kontakt med andre hørehæmmede børn, og jeg tænkte ikke over at jeg var hørehæmmet. Jeg skjulte høreapparat under håret. Bergen har et levende musikliv, idet komponisterne Edvard Grieg, Ole Bull og Harald Sæverud har sat byen på landkortet. I flere år plagede jeg om at få et piano. Da jeg var otte, fik jeg den største gave jeg nogensinde havde ønsket mig, jeg fik et piano. Musikken blev en vej ud i verden. Jeg optrådte på arrangementer og skolekoncerter. I stedet for at være ”hende som ikke hørte”, blev jeg ”hende som kunne spille piano.” Der var helt sikkert mange udfordringer, men glæden over musikken overvandt udfordringerne. Fordi jeg har forholdt mig til lyd og musik, føltes det som om jeg hørte vældig godt.  Først da jeg flyttede til Oslo, kom jeg i kontakt med hørehæmmede og døve, det var en helt ny opdagelse.

Jeg begyndte på ingeniørhøjskole efter gymnasiet, for jeg tænkte at musikken kunne være en hobby, og så kunne jeg tjene penge. Jeg tog fejl, og først da jeg var 25 år begyndte jeg at studere Musikvidenskab på Universitet i Oslo, en fantastisk tid. Jeg blev døv og blev syg midt i uddannelsen, men glæden over musikstudierne holdt mig oppe.

«Tumble in the Jungle».
Catalonia/Spania nov 2019. Foto Cecilie Bertran de Lis.

Fik cochlear implantat

En nær veninde af mig fik CI omkring 2005, hendes erfaringer inspirerede mig. Jeg overvejede CI i mange år, var til udredning i 2007, som endte med afslag. Jeg levede mange år på sidelinjen og det var meget vanskelig at få job, også i døvemiljøet, fordi mine tegnsprogs kundskaber var mangelfulde, og musik kompetence var ikke af betydning for at få et job der.  Det var ikke spor sjovt ikke at kunne fungere socialt. Ved arrangementer og sammenkomster opfattede jeg ingen ting. Jeg blev usikker, og slet ikke involveret. Noget måtte gøres. Min egen læge tog det først alvorligt i 2016.  Jeg skiftede Øre-Næse Hals-Læge, og så gik det pludseligt stærkt. I september 2017, fik jeg cochlear implantat fra MED-EL på venstre side på Rigshospitalet, og bruger fortsat høreapparat på højre side.

Efter at jeg fik lyd på i oktober 2017 var det som at havne i en stor fugleflok, med stemmer som sagde pip, pip og lyde som sagde pling plong. Det var et chok i begyndelsen. Så havnede jeg i Andeby med Anders And-stemmer. Lyden af musik var ubegribelig. Jeg gik hos audiologopæd i et år. Jeg måtte se hvad lydene var for nogle. Til en koncert i en kirke, hørte jeg en gravemaskine buldre, det var orgelmusik. Lidt efter lidt, kunne jeg endelig opfatte dialog og kommunikere med mennesker. Det var vældig vigtigt. Min far, som var meget syg og svag i stemmen, kunne jeg høre og kommunikere med. Første gang kunne jeg høre børnestemmer, og jeg kunne kommunikere med mennesker. Det er af stor betydning…

Karriere som døv professionel musiker

Da jeg var 40 traf jeg tilfældigvis en teaterregissør, Lars Øyno, som spurgte om jeg ville spille piano i «Den Stygge Andungen». Grusomhedens Teater er et fysisk visuelt teater, og at jeg var døv var positivt.  Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til. Det var hårdt arbejde, jeg forstod kun lidt af hvad der blev sagt, men jeg var der og så hvad de gjorde. Det er et kaos på teater med aktiviteter overalt i huset, du aner ikke hvad der sker. Jeg sidder og følger med uge efter uge, måned efter måned. Hver gang forstår jeg mere og mere af hvordan tingene fungerer. Det som sker er, at skuespillerne vokser sammen til en rytme i et fælles værk, en forestilling.  Jeg blev en del af denne forestilling, næsten som et ritual. Sådan begyndte min karriere som døv professionel musiker.

Erfaringerne fra Grusomhetens Teater bragte mig ud i nye scene projekter, det var en stor vækst for mig. Senere har jeg sat min egen 100 % Visuel koncert op: «Membran Beethovens Testamente» i Den Norske Opera & Ballet i 2013. Jeg spilede hovedrollen som Beethoven. I 2019 var jeg på turné i Norge og Catalonien, Spanien med forestillingen «Tumble in the Jungle» som koreografen Cecilie Bertran de Lis er leder for, og derefter tog jeg direkte til Japan for at spille i en anden forestilling «Last Song»

Park i Kyoto 2019

Efter CI-operationen kunne jeg spille sammen med andre musikere. Tidligere har jeg optrådt alene som musiker. På en af de senere produktioner af «Tumble in the Jungle» har jag spillet på el-piano under forestillingerne. Det var en proces, hvor komponisten havde instrueret mig i hvilke partier jeg skulle spille, hvad slags instrumenter der er, og så tæller jeg rytmen, dette øvede vi igennem hele prøveperioden. Uden CI-hørelse havde det ikke vært mulig at høre instrumenterne, samt at vide hvornår jeg skal spille. I denne produktion blev jeg også aktør på scenen med danserne. Jeg optræder både som papegøje og streng bokse-dommer. Forestillingen har spillet mere end 50 gange.  På turne har CI givet bedre muligheder for at opfatte engelsk dialog.

CI er et fantastisk hjælpemiddel, som bidrager til at komme i dialog med alle mulige mennesker. Kontakt med mennesker er helt afgørende for livskvaliteten. Det kan give flere jobmuligheder og karrieremuligheder. Livet bliver mindre krævende og besværligt. Og CI kan maskere Tinnitus. Til dig som får CI, er mit bedste råd at springe ud i dagligdagen selv om det er krævende, tal med forskellige mennesker. Det giver resultater.